Om Camilla Christensen

Da jeg var tre måneder gammel blev jeg adopteret fra Colombia til en dejlig jysk familie i Herning. Det at være adopteret har skabt en grundlæggende nysgerrighed på at forstå mig selv og forstå andre mennesker. Derfor har jeg så tidligt som det var muligt valgt psykologi i skolen og samtidig forsøgt at tyde mine meget livagtige og klare drømme. Jeg har siden, jeg kan huske fået meget klare budskaber gennem mine drømme. Et af de klare budskaber var altid at dykke dybere ind i mig selv.

Mit første store selvudviklings år var i 2012, hvor jeg rejste alene til Colombia et halvt år for at arbejde som frivillig med gadebørn, finde min biologiske familie og lære mit fødeland og sproget at kende. Det viste sig at blive en rejse der skulle ændre mit liv for altid. Min daglige gang med børnene, mødet med min biologiske familie og det at opleve den colombianske kultur på helt tæt hold har været identitetsskabende for mig. Fyldt af taknemmelighed begav jeg mig efterfølgende stille og rolig ind i selvudviklingsverden og fik prøvet forskellige terapiformer.

Det helt store skub til selv at stå ved og erkende mine egne clairvoyante evner fik jeg i 2015, hvor min meget nære fætter desværre blev revet væk fra os i en ulykke. Da jeg til sidst erkendte, at han ikke var her længere og heller ikke kom igen, var min første tanke: “Det kan simpelthen ikke passe, at jeg aldrig nogensinde skal i kontakt med ham igen”. Sidenhen har jeg fået kontakt til ham via forskellige clairvoyante og meget hurtigt, lærte jeg selv at få kontakt til ham. I min store sorg over tabet af ham, fandt jeg støtte, guidens og healing i den spirituelle verden. Jeg lærte på den hårde måde, at alt hvad vi har er lige nu og her. Det gav mig et endnu større mod og viljestyrke til at udleve mit liv fuldt ud.

I 2015 gjorde min bror og jeg vores barndomsdrøm til virkelighed. Sammen startede vi en virksomhed ved navn Pengerådgivning. En oplevelse der lærte mig utrolig meget. Med et Coach certifikat fra Mindjuice i hånden trådte jeg ud af virksomheden i 2017. Efterfølgende startede jeg Soul Fitness med en mission om at skabe et velvære- og sundhedshus som kunne være med til at øge den mentale og fysiske sundhed gennem holdtræning, terapi, behandling og events.

At have drevet Soul Fitness siden december 2017 til marts 2023 har været en kæmpe gave, læring og personlig udvikling for mig. Det har medført at jeg har taget en clairvoyance uddannelse, taget Reiki Healing 1, 2 og 3 uddannelsen samt andre lignende kurser. Jeg forsøger hele tiden at træne og uddanne mig i forskellige spirituelle discipliner. Simpelthen fordi det giver mig enormt meget energi og gå-på-mod.

I bund og grund har jeg altid brugt mine clairvoyante evner. For mig er det en kæmpe gave at have disse evner, så jeg kan hjælpe så mange som muligt i den rigtige retning i livet.

I mine sessioner, workshops og forløb lader jeg mig styre af mit nærvær, min troværdighed og min empati.

Jeg glæder mig meget til at møde dig, gøre en forskel for dig og byde dig velkommen indenfor i mine trygge og hjertevarme rammer.

Kærligst Camilla